Tag: cookies

HAVREGRYNSCOOKIESHAVREGRYNSCOOKIES

Min første opskrift i alt for lang tid, og så er den nærmest så langt fra low carb, som den overhovedet kan komme! Ja, faktisk er det heller ikke engang min opskrift, for jeg har tyvstjålet den fra Thomas, der står bag bloggen Kærlighed og kikærter, som jeg er blevet ret stor fan af. Kornfri er den jo desværre heller ikke, da havregryn på mystisk vis har fundet vej tilbage i min kost. Eller mystisk og mystisk.. Jeg havde lyst til havregryn, så jeg købte nogle (dog glutenfrie), og så har jeg bare holdt fast i dem siden. Min krop har nemlig ikke reageret den mindste smule negativt på det, så det virker til, at havregryn fungerer ganske fint for mig. Ret heldigt, når man er så stor fan af havregrød, som jeg er! Desuden gav disse cookies mig også lige muligheden for at vise jer den den smukke tallerken, jeg faldt overt i IKEAs rodebutik i dag. Jeg er altså bare helt vild med den farve! :D

Selvom denne opskrift ikke kan prale af at være hverken kornfri eller low carb, kan den til gengæld prale af en masse andre gode ting. Den er nemlig både vegansk, glutenfri, mælkefri og helt uden raffineret hvidt sukker. Desuden består den af kun 3 ingredienser, og den er derfor virkelig nem at lave! Den kan i princippet også varieres i en uendelighed, alt efter hvilken slags cookie man ønsker.  Man kunne f.eks. tilsætte lidt peanutbutter eller nogle hakkede nødder. Det vil uden tvivl også give en god smag! Hvis man gerne vil have en lidt sødere version kan man tilsætte lidt stevia eller agavenektar. Bananen giver dog en del sødme i sig selv, så det burde på ingen måde være nødvendigt! :)

INGREDIENSER (9 stk)

  • 1 moden banan
  • 1½ dl glutenfrie havregryn (almindelige kan også bruges)
  • 10 g mørk chokolade (80 %)

FREMGANGSMÅDE

Mos bananen og hak chokoladen i mindre stykker. Bland havregryn, chokolade og banan sammen til det bliver en klistret masse. Tril dejen i små kugler og pres dem flade på en bageplade med bagepapir. Jeg fik 9 cookies, men det afhænger selvfølgelig af, hvor store man ønsker dem. Bag dem i 10-15 minutter ved 200 grader eller til de er gyldne i kanten.

Velbekomme! :D