Category: Snacks

50 % på Appesize50 % på Appesize

Som nogle af jer måske kan huske, fik jeg i april måned muligheden for at afprøve produkterne fra Appesize (du kan læse om mine erfaringer herherher og her). I den forbindelse fik jeg også nævnt, at jeg manglede en smule mere variation, men at Appesize netop var i gang med at udvide deres sortement. På daværende tidspunkt vidste jeg ikke, hvornår dette ville ske, men jeg kan nu oplyse om, at de nye produkter kommer i webshoppen i januar 2015. Jeg har allerede snakket med Ask, som står bag Appesize, om at få lov til at prøve de nye produkter, når de kommer på markedet. Det er jeg super spændt på, da jeg som sagt var virkelig begejstret for konceptet og deres produkter, da jeg prøvede dem tilbage i april måned.

category02_top3

 

I mellemtiden har Appesize dog valgt at sælge ud af deres nuværende produkter for at få plads til det nye sortiment, så lige nu kan du rent faktisk få 50 % rabat på alle deres produkter! Hvis du derudover bruger rabatkoden “lykkeglimt”, vil du få yderligere 15 % rabat. Det er altså en væsentlig besparelse! Jeg kan bestemt ikke udelukke, at jeg ikke lige skal forbi deres webshop efter et par snacks til madpakken! 😀

I må have en rigtig dejlig torsdag
~ Lykkeglimt

Bananis med vanilje og blåbær/acaiBananis med vanilje og blåbær/acai

IMG_3592

Sommeren nærmer sig med drastiske skridt, og hvad kunne derfor være mere oplagt end en opskrift på sund og velsmagende is lavet på helt naturlige ingredienser, så man kan nyde den på alle tidspunkter af dagen helt uden dårlig samvittighed? Faktisk har jeg jo allerede én opskrift på is her på bloggen, nemlig min kokosis med chokoladestykker, som jeg fik lavet virkelig mange gange sidste sommer. Hvis man er den heldige ejer af en ismaskine, kan den helt klart anbefales. Men ellers er denne bananis altså helt genialt, fordi den som udgangspunkt ikke kræver andet end frosne bananer og en foodprocesser (eller meget kraftig blender). Derudover smager den selvfølgelig fantastisk, og så kan den varieres i et utal af variationer, alt efter hvilken smag, man lige står og har lyst til. Det tager 5 minutter, og så er der lækker, cremet is. Selv min mor er begejstret, og hun er ellers normalt rimelig kritisk over for mine påfund!

Som sagt kan denne is laves i et utal af forskellige smagsvariater, men de to I får opskriften på i dag er med henholdsvis vanilje (som er rimelig standard) og blåbær/acai, som var en ny variant, jeg fik idéen til. For et par uger siden fik jeg nemlig lov til at afprøve nogle af produkterne fra Acaiacai, en dansk virksomhed, der har valgt udelukkende at fokusere på det supersunde acai-bær. Acai indeholder ekstraordinært mange antioxidanter, vitaminer og mineraler, og så er det rigt på kostfibre, omega-3, omega-6 og omega-9 fedtsyrer. Acai indeholder fem gange så mange antioxidanter som blåbær, og det skal derfor helst spises umiddelbart efter plukning, medmindre det nedfryses eller frysetørres. Jeg fik både den frosne udgave, den frysetørrede udgave og en virkelig lækker, friskpresset appelsinjuice tilsat acai. Appelsinjuicen var jeg kæmpe fan af, for den smagte virkelig fantastisk og frisk! Den frosne udgave fik jeg desværre aldrig rigtig afprøvet, eftersom jeg modtog produkterne, mens jeg var hjemme hos mine forældre. Men de ligger og hygger sig i mine forældres fryser, og det passer mig egentlig ret godt, for så har jeg altid nem adgang til en fantastisk superfood, når jeg er derhjemme. Den frysetørrede version kunne jeg dog tage med mig hjem, og den er jeg egentlig ret begejstret for. I modsætning til den frosne variant (der er frosset i pakker med 100 g, hvilket ofte er for meget, hvis man skal lave opskrifter til 1 person) er det utrolig nemt at tilsætte en lille smule til sin smoothie, dessert eller andet for at give det et ekstra boost af næring. Acai-bærret har nemlig en ret kraftig smag (lidt a la brombær), så hvis man ikke ønsker, at det skal overdøve alle andre ingredienser, skal man altså være lidt påpasselig med mængden.

Men nu tilbage til opskriften! Hvis man ikke har acaipulver, kan man også sagtens undlade det og lave en hel portion med vanilje eller blot tilsætte frosne bær (jordbær eller blåbær) eller anden frosen frugt som f.eks. mango. Opskriften er beregnet til én person, men du kan sagtens lave til flere personer af flere omgange. I så fald vil jeg dog opfordre dig til at opbevare den is, som du ikke er i gang med at lave, i fryseren, så den ikke bliver alt for blød, inden den skal serveres. Du skal sikkert også sagtens lave isen på forhånd. Jeg har dog ikke prøvet det, så jeg skal ikke kunne sige, om den bliver alt for hård. I så fald burde det være muligt at tage den ud, før den skal serveres, så den lige kan tø lidt op.

Ingredienser (1 portion)

  • 1 stor banan (eller 2 små), frosset
  • Vaniljepulver
  • En håndfuld frosne blåbær
  • En tsk acaipulver
  • Evt. lidt mandelmælk

Fremgangsmåde

For at kunne lave isen kræver det, at du har frosne bananer i fryseren. Det er vigtigt, at bananerne er ordentligt modne og søde, og jeg plejer derfor altid at fryse de bananer ned, der er begyndt at få sorte pletter (= så er stivelsen blevet omdannet til sukker, hvilket gør dem lettere optagelige for kroppen). Dette gøres nemmest ved at skrælle bananen, skære den i skiver og putte den i en frysepose. Så er det nemt at tage en pose ud af fryseren, når du får lyst til is. I så fald hælder man sine frosne bananstykker ned i en foodprocesser og tilsætter de øvrige ingredienser (med mindre det er f.eks. chokoladestykker eller nødder, som bedst røres i efterfølgende). Til ovenstående opskrift blender man først bananstykkerne med vaniljepulver til det bliver til en cremet, brød masse. Det er muligvis nødvendigt at skrabe siderne ned et par gange undervejs. Det kan godt tage lidt tid for dem at få den rette konsistens, så vent til den begynder at samle sig i en klump i foodprocessoren. Hvis du vil lave halvdelen af isen til blåbær/acai, kan du tage halvdelen af portionen fra nu (sæt den i fryseren) og tilsætte blåbær og acaipulver til resten. Hvis foodprocessoren kæmper lidt for meget, kan du tilsætte en lille bitte smule mandelmælk. Så tager du din bananis med vanilje ud af fryseren og serverer sammen med din blåbær/acai is. Top gerne isen med flere superfoods, såsom gojibær eller cacao nibs, eller spis den med hakket mørk chokolade, frisk frugt eller hakkede mandler.

Velbekomme!
~ Lykkeglimt

HAVREGRYNSCOOKIESHAVREGRYNSCOOKIES

Min første opskrift i alt for lang tid, og så er den nærmest så langt fra low carb, som den overhovedet kan komme! Ja, faktisk er det heller ikke engang min opskrift, for jeg har tyvstjålet den fra Thomas, der står bag bloggen Kærlighed og kikærter, som jeg er blevet ret stor fan af. Kornfri er den jo desværre heller ikke, da havregryn på mystisk vis har fundet vej tilbage i min kost. Eller mystisk og mystisk.. Jeg havde lyst til havregryn, så jeg købte nogle (dog glutenfrie), og så har jeg bare holdt fast i dem siden. Min krop har nemlig ikke reageret den mindste smule negativt på det, så det virker til, at havregryn fungerer ganske fint for mig. Ret heldigt, når man er så stor fan af havregrød, som jeg er! Desuden gav disse cookies mig også lige muligheden for at vise jer den den smukke tallerken, jeg faldt overt i IKEAs rodebutik i dag. Jeg er altså bare helt vild med den farve! :D

Selvom denne opskrift ikke kan prale af at være hverken kornfri eller low carb, kan den til gengæld prale af en masse andre gode ting. Den er nemlig både vegansk, glutenfri, mælkefri og helt uden raffineret hvidt sukker. Desuden består den af kun 3 ingredienser, og den er derfor virkelig nem at lave! Den kan i princippet også varieres i en uendelighed, alt efter hvilken slags cookie man ønsker.  Man kunne f.eks. tilsætte lidt peanutbutter eller nogle hakkede nødder. Det vil uden tvivl også give en god smag! Hvis man gerne vil have en lidt sødere version kan man tilsætte lidt stevia eller agavenektar. Bananen giver dog en del sødme i sig selv, så det burde på ingen måde være nødvendigt! :)

INGREDIENSER (9 stk)

  • 1 moden banan
  • 1½ dl glutenfrie havregryn (almindelige kan også bruges)
  • 10 g mørk chokolade (80 %)

FREMGANGSMÅDE

Mos bananen og hak chokoladen i mindre stykker. Bland havregryn, chokolade og banan sammen til det bliver en klistret masse. Tril dejen i små kugler og pres dem flade på en bageplade med bagepapir. Jeg fik 9 cookies, men det afhænger selvfølgelig af, hvor store man ønsker dem. Bag dem i 10-15 minutter ved 200 grader eller til de er gyldne i kanten.

Velbekomme! :D

KOKOSBIDDER MED PEANUTBUTTER OG KAKAOKOKOSBIDDER MED PEANUTBUTTER OG KAKAO

Efter et par hæftige dage med en ustyrlig trang til mad (ikke sukker.. bare mad!), har jeg besluttet mig for at min fedtprocent nok godt kunne trænge til at komme en smule højere op. Men som jeg tidligere har nævnt, er jeg altså ikke særlig god til store mængder fedt, så jeg har været nødt til at tænke kreativt. I den forbindelse fandt jeg over en opskrift hos 24/7 Low Carb Diner, som virkede interessant, og det kom der disse små kokosbidder ud af. Selvom jeg er glad for kokosolie, er er jeg trods alt ikke så meget for at spise det rent. Så den har fået selskab af lidt peanutbutter og kakao – og vi ved jo allesammen at kombinationen at peanutbutter og kakao aldrig slår fejl!

Desuden gav det mig en ny anvendelsesmulighed for mine nye silikonemuffinforme, som jeg er voldsomt begejstret for! Du kan selvfølgelig også bruge andre forme, men de passede bare så perfekt i størrelsen. Endnu en grund til at tage i Søstrene Grene.. Jeg siger det bare!

Ej, faktisk blev jeg ret positivt overrasket over resultatet af disse kokosbidder. Det er super nemt lige at snuppe en eller to fra køleskabet, når den lille sult melder sig, og så forsvinder sulten altså på et øjeblik! Det er intet mindre end genialt, og jeg er allerede kæmpe fan. Man kunne sikkert også lave det med mange andre smagsvarianter, men denne her er i hvert fald god at starte med! Målene er cirkamål, så den kan tilpasses efter egne smagsløg. Min peanutbutter smager ikke af specielt meget (jeg har en fornemmelse af, at de har glemt at putte salt i ö!), så jeg vil forsøge at lave den med en anden næste gang eller måske tilsætte lidt mere! Men smag dig frem på blandingerne!

INGREDIENSER (8-10 stk)

  • 80 g kokosolie
  • Ca. 15 g kakaopulver
  • Ca. 30 g peanutbutter
  • Flydende Stevia (eller anden form for sødning)

FREMGANGSMÅDE

Start med at smelte kokosolien og fordel den i 3 beholdere. I den første beholder tilsætter du kakaopulver og et par dråber sødning. I den anden beholder tilsættes peanutbutter. Jeg brugte crunchy, og den fungerede fint. Man kan dog også sagtens bruge en smooth peanutputter. Tilføj også her et par dråber sødning. Til den sidste tilføjes blot et par dråber sødning. Så fordeler du den første masse ligeligt i 8-10 små silikoneforme – f.eks. minimuffinforme – og lader laget stivne i køleskabet i 10 minutter. Når det første lag er stift, fordeler du lag nummer to oven på det første lag og lader det igen stivne i køleskabet. Efter 10 minutter tilføjer du det sidste lag og lader det igen stivne i køleskabet. Og wupti – så er der kokoslækkerier til når sulten melder sig!

PROTEINRIGE SESAMOOPSIESPROTEINRIGE SESAMOOPSIES

En læser spurgte mig i går, om det er muligt at bage oopsies med andet end flødeost, og heldigvis kunne jeg svare ja til spørgsmålet. De sidste mange gange, jeg har bagt oopsies, har jeg nemlig slet ikke brugt flødeost men derimod skyr. Dette skyldes for det første, at jeg er for nærig til at betale så mange penge for en Philadelphia, og for det andet at min krop ikke behøver så  høj en fedtprocent for at fungere på en low carb kost. Jeg nægter at købe light-udgaven af flødeosten, og så fungerer min krop faktisk en del bedre med et lidt højere proteinindtag. Skyr og hytteost er derfor to produkter, der altid er at finde i mit køleskab. Og så er det altså pludseligt ret nemt at smide en portion oopsies i ovnen, når man løber tør! Man kan garanteret også godt bruge græsk yoghurt 10 %, hvis man har det i køleskabet! Det har jeg dog ikke forsøgt mig med, så jeg skal ikke kunne garantere for resultatet!

INGREDIENSER (8 store eller 16 små)

  • 100 g skyr
  • 2-3 æg (jeg bruger normalt kun 2)
  • ½ tsk bagepulver
  • 1 spsk sesammel
  • 1 spsk FiberHUSK
  • Lidt salt
  • Evt. lidt sukrin (eller anden sødning)
  • Evt. lidt sesamfrø

FREMGANGSMÅDE

Man starter med at dele æggene i hvider og blommer i hver deres skål. Så pisker man æggehviderne stive, og pisker blommerne med resten af ingredienserne (undtagen sesamfrø). Så vendes hviderne i blandingen, og den fordeles i små klatter på en eller to bageplader. Hvis man gerne vil bruge dem som en slags brød, kan man med fordel fordele dejen i 6-8 klatter. Så passer de størrelsesmæssigt med en skive hamburgerryg. Vil man derimod bruge dem som mellemmåltid toppet med f.eks. hytteost og frugt (ligesom jeg gjorde i dette indlæg om de mange muligheder for oopsies), kan man med fordel lave dem lidt mindre, f.eks. 12-16 stk. Det er en smule svære at fordele end almindelig oopsie-dej, men det går ikke ud over smagen. Drys evt. med lidt sesamfrø, inden de får 15-25 minutter ved 150 grader! De må gerne have fået lidt farve på toppen! Velbekomme!

IMG_2664