Category: Morgenmad

Jordbærsalat med banan, tomat og mynte (5:2)Jordbærsalat med banan, tomat og mynte (5:2)

IMG_3645

Det kan nogle gange være en udfordring at finde inspiration til veganske måltider, der egner jeg til 5:2 kuren. Men det veganske køkken er jo heldigvis fuld af råvarer, der giver optimal næring for ganske få kalorier, så det behøver langt fra at være en svær opgave at lave lækker mad på de 2 ugentlige fastedage. På min sidste fastedag lavede jeg f.eks. denne frugtsalat, der (på trods af sin lave energiindhold på ca. 150 kalorier) indeholder masser af vitaminer, mineraler, antioxidanter og sundt fedtstof. Kombinationen af tomat og frugt virker måske lidt underlig, men som man også har kunnet se rundt omkring i blogland, er netop denne kombination meget populær i øjeblikket. Her har den fået et frækt pift med mynte, cacao nibs og mandler. Den egner sig super godt som en morgenmadssalat på en fastedag. Jeg valgte at dele de 500 kalorier op i 3 lige store måltider, så jeg både fik morgenmad, frokost og aftensmad. Min frokost bestod af en stor portion blandet salat med 30 g kogt quinoa, bønnespirer og en lille smule oliefri, vegansk pesto (150 kalorier). Min aftensmad bestod af lynstegte grøntsager blandet med 30 g kogt quinoa (150 kalorier). Derudover var der også lige plads til et æble, som jeg spiste som dessert skåret ud i papirtynde strimler. Hvis du ikke følger 5:2-kuren, kan du selvfølgelig også sagtens spise denne frugtsalat som et mellemmåltid eller som en del af din almindelige morgenmad! (:

Ingredienser (150 kalorier)

  • 100 g friske jordbær
  • 100 g cherrytomater
  • 25 g banan
  • 10 g mandler
  • 3 g cacao nibs
  • Chokolademynte (eller almindelig mynte)

Fremgangsmåde

Skær frugterne i mundrette stykker. Hak mandler og mynte fint og drys det over frugtsalaten sammen med cacao nibs.

Velbekomme! (:
~ Lykkeglimt

Like this:

GRÖD – Natural power to the peopleGRÖD – Natural power to the people

Jeg er nu kommet halvvejs igennem mine 3 uger med Appesize, og begejstringen vil seriøst ingen ende tage! Jeg var på vægten i morges, der viste et vægttab på 2 kg, hvoraf store dele af det må være fedt, eftersom min fedtprocent er faldet med 2 %, hvorimod min muskelmasse fortsat er den samme. Jeg kan også se en kæmpe forskel, når jeg kigger mig selv i spejlet. Der er forsvundet 3 cm fra min talje, 3 cm fra låret, 2 cm fra min overarm og 1 cm fra hofterne. Til gengæld er der ingen ændringer på mine bryster, hvilket jeg er ret overrasket over – positivt selvfølgelig! Min mave er også blevet virkelig flad og pæn at se på, og så har jeg fortsæt overhovedet ingen trang til sukker eller mad for den sags skyld!.Og så var jeg endda ude at løbe i går morges på tom mave, hvilket faktisk er første gang, siden jeg brækkede foden i januar. Det gik over al forventning. Hverken foden eller min tidligere knæskade brokkede sig, og jeg måtte faktisk bevidst holde pauser undervejs for ikke at starte for hårdt ud. Men jeg kunne sagtens have løbet hele vejen uden problemer  (:

IMG_3545.CR2

Mange ting kan man sige om Appesize, men det virker sgu! Det eneste problem med kuren er sådan set, at den godt kan blive en smule ensformig, når man spiser det samme til morgen, formiddag, frokost og eftermiddag. Det er egentlig en smule ærgerligt, eftersom produkterne jo faktisk smager gange udmærket. Specielt morgengrøden, som Appesize har givet navnet Gröd (den består af glutenfrie havregryn, quinuaflager, græskarkerner, æblemel, morbær, æbletern, cashewnødder og frysetørrede hindbær), har folk været ret begejstret for. Jeg er ikke selv den store fan, men det har nok mere noget at gøre med, at jeg først og fremmest ikke er specielt begejstret for quinua, og derudover er vant til at toppe min morgenmad med et bjerg af frugt, nødder og bær. Derfor har jeg altså valgt at gå lidt på kompromis ved at holde fast i lidt af min vanlige topping. På ovenstående billedet har jeg f.eks. toppet med frosne blåbær, gojibær, bipollen og frysetørrede jordbær. Desuden har jeg brugt hjemmelavet hampemælk til at hælde over blandingen i stedet for at give den et opkog, som der står på posen. Men den smager nu også ganske udmærket som grød. Jeg plejer at lave den på sojamælk med vanilje, men det kan godt have en lidt underlig eftersmag, så næste gang vil jeg prøve med mandelmælk i stedet for. Jeg har en idé om, at det kommer til at smage helt fantastisk!

Jeg er altså fortsat ved godt mod, og jeg glæder mig rimelig meget til at se, hvad der kommer til at ske med min krop den sidste 1½ uge. Hvis du også har fået mod på at opnå en endnu sundere udgave af dig selv, så husk at du fortsat kan spare 15 % på alle produkterne fra Appesize, hvis du bruger “lykkeglimt” som rabatkode.

Hav en rigtig dejlig mandag! 😀
~ Lykkeglimt

AVOKADOYOGHURTAVOKADOYOGHURT

DSCN0972

Forleden offentliggjorde Jane fra den skønne blog Madbanditten (og forfatteren til Mæt og slank med LCHF) en skøn opskrift på avokado-yoghurt med knas på toppen. Den minder til forveksling meget om den, man ofte støder på inden for raw food-verdenen, hvilket faktisk er tilfældet for en del af hendes seneste opskrifter, da hun i øjeblikket eksperimenterer en del med sin dehydrator. Det gør mig dog bestemt ikke noget, da jeg selv er ret stor fan af raw food og netop har været ude at investere i en lille dehydrator. I øjeblikket ligger den dog og hygger sig på posthuset, mens jeg plejer min brækkede fod hjemme hos mine forældre. Men den skal bestemt tages i brug, når jeg kommer hjem senere på ugen. Det samme gælder desuden for min nye juicer!

Ind til videre må jeg dog nøjes med at eksperimentere med ting, der kan laves i en foodprocessor eller blender, og her klarer avokadoyoghurt sig ganske glimrende! Det gode ved netop denne opskrift er, at fedtprocenten er en del højere, end den oprindelige udgave, hvilket i den grad gør en forskel for belastningen af blodsukkeret. Jane nævnte dog, at hun havde en smule svært ved at holde sig mæt ind til middag på sådan en portion, så hun anbefalede, at man spiste et æg ved siden af. Jeg valgte i stedet at tilsætte lidt proteinpulver med banansmag, hvilket fungerer rigtig fint. Proteinpulver med vanilje eller chokolade vil garanteret også fungere rigtig fint, men hvis du ikke har nogen af delene, så bare hold dig til Janes råd og spis lidt protein ved siden af! :)

INGREDIENSER

  • 1 avocado
  • 0,7 dl kokosmælk (ikke light)
  • 1/3 banan
  • Et smule friskpresset citronsaft
  • Vaniljepulver
  • 10-15 g proteinpulver (kan undlades)

FREMGANGSMÅDE

Put alle ingredienser i en blender og blend, til det får en bød, cremet konsistens. Hvis din blender ikke vil tage fat, så tilsæt evt. lidt mandelmælk. Hvis du gerne vil have en sødere version kan du tilsætte en daddel, Stevia eller mere banan. Det er helt op til dig selv! Top yoghurten op med din yndlingstopping. Her har jeg valgt kokosmel, mandler, banan og hindbær, fordi det var det, min mor havde i huset. Hjemme ville jeg nok have brugt cacao nibs, kokosflager, frisk frugt, bipollen, gojibær eller hjemmelavet granola. Velbekomme! :)

ÆGGEMUFFINSÆGGEMUFFINS

Dem af jer, der følger mig på facebook eller Instagram har muligvis opdaget, at jeg i øjeblikket leger en smule med ketose, også bedre kendt et stadie med optimal fedtforbrænding. I den forbindelse har jeg sat fedtindtaget væsentligt op igen (omkring 75 %), og denne gang reagerer min krop rent faktisk virkelig godt på det! Der skal dog nok komme mere om det på bloggen, når jeg lige har prøvet det af i en lidt længere periode, men nu skal det handle om en opskrift, som jeg faktisk er ret begejstret for, fordi det har gjort mine morgener en del nemmere: nemlig æggemuffins!

Æg er jo super lækkert om morgenen, men nogle gange har man bare ikke tid til at stå og bikse det hele sammen og efterfølgende skulle til at stå med opvask osv. I stedet kan man spare en del tid ved at lave disse små æggemuffins, som kan fryses ned og derved bare skal tøes op i køleskabet natten over eller have et par minutter i microovnen, lige inden man skal spise dem. Man kan også tage dem med i madpakken som morgenmad eller frokost på farten. Mulighederne er uendelige, og det er variationsmulighederne også! Jeg lavede disse med det, jeg lige havde i køleskabet, og det fungerede virkelig fint. Man kunne også sagtens lave dem med f.eks. bacon, og så vil jeg nok overveje fløde i æggemassen næste gang for at få fedtprocenten en smule op. Men ellers smager de genialt, og de er super nemme at lave!

INGREDIENSER (12 stk.)

  • 10 æg
  • 200 g skinketern
  • Valgfrie grøntsager skåret i stykker (f.eks. peberfrugt, tomat, løg og spinat)
  • Salt og peber
  • Friske krydderurter (f.eks. basilikum eller purløg)
  • Evt. ost til at toppe med

FREMGANGSMÅDE

Gør en muffinform med plads til 12 muffins klar. Det er at foretrække at bruge en af silikone (nemmere at få dem ud efterfølgende og nemmere at gøre ren), men en almindelig kan også bruges – husk dog at smøre den med fedtstof, så de ikke hænger fast. Fordel skinketern i de 12 forme og gør det samme med de finthakkede grøntsager. Lav en æggemasse af æg, salt, peber og friske krydderurter (evt. også fløde, hvis fedtprocenten skal op). Fordel æggemassen i formene og top med revet ost. Så skal de bare have omkring 20 minutter ved 175 grader, og så har du en nem morgenmad til de travle morgener. Velbekomme! :b

HUSK forresten at der er 25 % på økologi i Føtex i morgen. Jeg har skrevet en kæmpe lang indkøbsliste og har levet uden peanutbutter og kokosolie de sidste to dage, fordi jeg vidste, at jeg ville stå klar med indkøbskurven (godt der er hjul på!) kl. 8.00 lørdag morgen. Det har været hårdt, men nu skal det være slut! Hav en fantastisk aften!

PROTEINRIGE SESAMOOPSIESPROTEINRIGE SESAMOOPSIES

En læser spurgte mig i går, om det er muligt at bage oopsies med andet end flødeost, og heldigvis kunne jeg svare ja til spørgsmålet. De sidste mange gange, jeg har bagt oopsies, har jeg nemlig slet ikke brugt flødeost men derimod skyr. Dette skyldes for det første, at jeg er for nærig til at betale så mange penge for en Philadelphia, og for det andet at min krop ikke behøver så  høj en fedtprocent for at fungere på en low carb kost. Jeg nægter at købe light-udgaven af flødeosten, og så fungerer min krop faktisk en del bedre med et lidt højere proteinindtag. Skyr og hytteost er derfor to produkter, der altid er at finde i mit køleskab. Og så er det altså pludseligt ret nemt at smide en portion oopsies i ovnen, når man løber tør! Man kan garanteret også godt bruge græsk yoghurt 10 %, hvis man har det i køleskabet! Det har jeg dog ikke forsøgt mig med, så jeg skal ikke kunne garantere for resultatet!

INGREDIENSER (8 store eller 16 små)

  • 100 g skyr
  • 2-3 æg (jeg bruger normalt kun 2)
  • ½ tsk bagepulver
  • 1 spsk sesammel
  • 1 spsk FiberHUSK
  • Lidt salt
  • Evt. lidt sukrin (eller anden sødning)
  • Evt. lidt sesamfrø

FREMGANGSMÅDE

Man starter med at dele æggene i hvider og blommer i hver deres skål. Så pisker man æggehviderne stive, og pisker blommerne med resten af ingredienserne (undtagen sesamfrø). Så vendes hviderne i blandingen, og den fordeles i små klatter på en eller to bageplader. Hvis man gerne vil bruge dem som en slags brød, kan man med fordel fordele dejen i 6-8 klatter. Så passer de størrelsesmæssigt med en skive hamburgerryg. Vil man derimod bruge dem som mellemmåltid toppet med f.eks. hytteost og frugt (ligesom jeg gjorde i dette indlæg om de mange muligheder for oopsies), kan man med fordel lave dem lidt mindre, f.eks. 12-16 stk. Det er en smule svære at fordele end almindelig oopsie-dej, men det går ikke ud over smagen. Drys evt. med lidt sesamfrø, inden de får 15-25 minutter ved 150 grader! De må gerne have fået lidt farve på toppen! Velbekomme!

IMG_2664

PALEO PORRIDGEPALEO PORRIDGE

IMG_2289

3 måneder uden alle de fødevarer, som jeg er overfølsom over for, er noget af en udfordring – og specielt når det kommer til morgenmaden. Man indser først rigtig, hvor stor en del af LCHF æg i virkeligheden er, når man pludselig skal til at lave mad uden. Heldigvis har jeg været i stand til at finde en del inspiration i palæo-miljøet, hvor der efterhånden findes en lang række varianter af den såkaldte paleo porridge. Jeg har faktisk tidligere forsøgt mig med at lave kokosgrød, men det var noget af et mislykket forsøg, så det opgav jeg meget hurtigt igen. Jeg var dog af en eller anden grund ikke et øjeblik i tvivl om, at denne grød ville fungere. Grøden findes i et utal af variationer, og jeg har faktisk også forsøgt mig med både æble/kanel og hindbær. Det her var dog min første udgave – og efter min mening også den hidtil bedste! Den kan altså uden tvivl hamle op med havregrøden!

INGREDIENSER

  • 2 spsk hørfrø
  • 1 spsk kokosmel (eller en spsk hørfrø mere)
  • ½ banan
  • 1-2 dl kokosmælk
  • En smule salt

FREMGANGSMÅDE

Man starter med at blende hørfrø og kokosmel og mose bananen. Så varmer man noget kokosmælk op i en gryde og tilsætter hørfrø/kokosblandingen, bananen og en smule salt. Lad det koge op og blive tykt under omrøring. Hvis grøden bliver for tyk, så tilsæt mere kokosmælk eller brug f.eks. mandelmælk. Server med en håndfuld hakkede nødder efter eget valg eller anden valgfri topping!

MORGENBOLLER MED HØRFRØMORGENBOLLER MED HØRFRØ

IMG_1255

De her boller er hidtil det tætteste jeg er kommet på brød, der har reel “brød-konsistens”. Jeg holder i øjeblikket en lille pause med mælkeprodukter, så jeg kan af åbenlyse grunde ikke selv spise dem. Men de smager efter min mening virkelig godt, og de er simpelthen SÅ nemme at lave, så derfor tænkte jeg, at jeg ville dele opskriften med jer! Opskriften er fundet på The Swedish Diet, som efter min mening er en virkelig god LCHF-blog. Og så er den på engelsk i stedet for svensk, hvilket er ret praktisk! Jeg har som udgangspunkt ikke gjort andet end at oversætte opskriften til dansk. Men det kan jo også være en fordel i sig selv. Her kommer den i hvert fald!

Ingredienser (4 stk)

  • 1 ½ dl mandelmel
  • 1 spsk hørfrø
  • 1 spsk solsikkefrø
  • 2 spsk FiberHUSK (eller HUSK)
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk salt
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 æg
  • 1 dl creme fraiche 18 %

Fremgangsmåde

Man starter med at tænde ovnen på 200 grader. Så blander man alle de tørre ingredienser sammen i en skål og tilsætter æg, olie og creme fraiche. Når det er rørt godt rundt, skal det lige stå og trække i 5 minutter.

Boller med hørfrø

Herefter kan dejen samles med hænderne (den skal være ret fast i konsistensen) og formes til 4 boller, som sættes på en bageplade med bagepapir. Når ovnen er varm, skal de bare have 15 minutter. Tag dem ud af ovnen og læg et viskestykke hen over dem, mens de køler af. Velbekomme!