For efterhånden et godt stykke tid siden dumpede denne skønne bog ind ad min brevsprække. Bogen har fået titlen “Den fede faste – din smutvej til sundhed” og er skrevet af Martin Bonde Mogensen, der er uddannet Body-sds-terapeut, kostvejleder, foredragsholder og indehaver af Kropsinstituttet, hvor han til dagligt tilbyder behandling til såvel elitesportsfolk som private. Bogen er desuden skrevet i samarbejde med journalist Jakob Rubin, der har mange års erfaring som sundhedsskribent.

Resultatet er denne skønne bog, der kombinerer skøn vegansk mad med faste. Ja, du hørte rigtigt! I modsætning til mange andre bøger om faste, herunder f.eks. diverse bøger baseret på 5:2 diæten, indeholder denne bog udelukkende veganske opskrifter! Der er både opskrifter på juice, morgenmad, madpakker, supper, diverse varme retter, salater, tilbehør, dressinger og desserter. Alt hvad et (vegansk) hjerte kan begære, og så er det endda super lækkert og nemt at gå til. Der bruges ingen underlige specialprodukter, men derimod udelukkende naturlige ingredienser, og så behøver man faktisk slet ikke at være hverken veganer eller vegetar for at kunne være med. Bogens forfattere er nemlig hverken veganere eller vegetarer, og derfor handler fravalget af animalske produkter udelukkende om sundhed.
I løbet af denne kur handler det nemlig om at sende din krop på ferie, og det er fuldstændig op til dig selv, om det skal være i 3, 7, 14 eller 24 dage. I løbet af denne ferie kan man spise løs af lækker, vitaminrig, vegansk mad baseret på letfordøjelige fødevarer, og når man har gjort det i en periode, tager man 1-4 dage udelukkende på grønsagssaft, vand og urtete. Derefter vender man tilbage til den lækre buffet af vegetarisk mad, før man stille og roligt introducerer sin egen mad igen. Resultatet er ligesom med de fleste andre udrensningskure, at man får mere energi, renere hud og renset ud i både lever, nyrer, lunger og tarmsystem. Men man kan selvfølgelig også bruge den som inspiration i dagligdagen, da rigtig mange af opskrifterne er super lækre!
Vind et eksemplar af “Den fede faste”
Jeg kan kun varmt anbefale denne bog, og derfor vil jeg give dig muligheden for at vinde dit helt eget eksemplar lige her på bloggen. Det er nemlig alt for lang tid siden, jeg sidst har haft en giveaway, og eftersom det snart er et helt år siden, jeg besluttede mig for at blive vegetar, kunne denne bog næsten ikke være bedre. For at deltage, skal du selvfølgelig være fast læser af bloggen. Det vil sige, at du enten følger mig her på bloggen, hvorved du får mine nyeste indlæg sendt pr. mail, eller at du følger mig på Bloglovin eller Facebook. Derudover er jeg en smule nysgerrig på at finde ud af, hvad det egentlig er for nogle læsere jeg har, eftersom jeg jo har skiftet retning et par gange undervejs. Så hvis du ønsker at deltage i konkurrencen, skal du skrive en kommentar i kommentarfeltet, hvor du skriver, hvad der fik dig til at følge bloggen – og evt. også i hvor lang tid du har gjort det.
Jeg trækker en vinder søndag d. 1. juni kl. 12, hvorefter vinderen får direkte besked pr. mail. Derfor er det en god idé lige at skrive en mailadresse i kommentaren, så vinderen er nem at få fat på! (:
Fortsat god weekend!
~ Lykkeglimt