Category: Aftensmad

Krydrede linsedellerKrydrede linsedeller

IMG_3219

Vi er nu 8 dage inde i Marts Med Medfølelse, og faktisk synes jeg, at det går overraskende godt. I sidste uge satte jeg mig ned og lavede en madplan, der både dækkede morgenmad, frokost og aftensmad, så det har været utrolig nemt at overholde en vegansk livsstil herhjemme. Dog vil jeg gerne indrømme, at jeg er faldet i et par gange på farten, fordi jeg har været sulten og ikke havde andre muligheder. Derfor er jeg kommet til at spise en kiks, der indeholdt mælkeprotein, og mørk chokolade, der indeholdt smørfedt. Jeg spiser normalt ikke kiks og tænkte derfor ikke over det, før den var fortæret. Og min chokolade er altid 85 % , hvilket nærmest 100 % af gangene betyder, at den er vegansk. I går kom jeg også til at spise en flødebolle, som jo indeholder æggehvide. Men hey, al begyndelse er svær! Og så længe jeg ikke selv bruger animalske produkter i mit eget køkken, synes jeg egentlig stadig, at jeg klarer det godt! 🙂

Det gode ved Marts Med Medfølelse er dog, at jeg får afprøvet en masse af de opskrifter, som jeg har haft lyst til at lave i lang tid, herunder disse linsedeller. Jeg faldt over opskriften i Kirsten Skaarups Grønne Køkken, der er en vegetarisk kogebog, som jeg fandt på tilbud i Føtex for et par måneder siden. Den har egentlig bare ligget og hygget sig i min efterhånden enorme bunke af kogebøger, så jeg har ikke rigtig fået afprøvet så mange opskrifter. Forleden fandt jeg den dog frem fra gemmerne, og siden har jeg faktisk kigget i den en hel del gange. Nu har jeg så også afprøvet den første opskrift, og hold nu op de er gode! Taget i betragtning af, hvor godt disse linsedeller smager, undrer det mig virkelig, at jeg ikke har forsøgt mig med linsedeller noget før. Faktisk vil jeg gå som langt som at påstå, at selv kødelskere ville kunne spise disse deller med stor vellyst. Det gælder også dig, mor! 😉

I nedenstående opskrift har jeg dog brugt majsmel, som jo egentlig på ingen måder er low carb. Jeg købte majsmel på et tidpunkt, hvor jeg ønskede at leve glutenfrit, og derfor står det lidt og samler støv på hylden. Jeg valgte at bruge det i opskriften, fordi jeg havde det på lager. Men du kan sikkert uden problemer udskifte det med en mere low carb venlig udgave. Prøv dig f.eks. frem med fedtreduceret mandel- eller sesammelet eller et par spsk HUSK.

Ingredienser (4 portioner)

  • 200 g røde splitlinser
  • 100 g løg
  • 75 g hakkede hasselnødder
  • 1 spsk revet ingefær
  • 1/4 chili
  • 4 spsk sojasauce
  • 3 spsk majsmel (eller anden form for mel)
  • Olie til stegning

Fremgangsmåde

Start med at koge linserne møre i ca. 1/2 L vand i 20 min. Hak løg, hasselnødder og chili fint og riv ingefæren. Bland linserne (de skulle gerne have opnået en næsten grødagtig konsistens) sammen med de øvrige ingredienser undtagen olien. For en low carb version bruger du bare en anden meltype. Prøv dig frem med mængden. Der skal højst sandsynligt ikke tilsættes særlig meget. Varm olie op på en god slip-let pande. Form ca. 15 deller og steg dem på panden. Servét f.eks. med en lækker grøn salat og ovnbage rodfrugter. De er også gode i madpakken!

CREMET BROCCOLISUPPE MED BACONCREMET BROCCOLISUPPE MED BACON

 

Mit køleskab har de sidste par dage bugnet med diverse forskellige grøntsager, fordi jeg gik en smule amok i weekenden, da jeg skulle købe ind til den nye uge. I dag fik jeg dog endelig taget mig sammen til at få dem ordnet, og i den forbindelse fik jeg pludselig en overvældende lyst til at lave broccolisuppe til frokost. Jeg var en smule nervøs for, hvorvidt kombinationen af broccoli og kokosmælk ville fungere, men den endte faktisk med at blive sindssyg lækker! Og for at det ikke skulle være løgn, havde jeg også endelig fundet frem til en opskrift på boller, som jeg rent faktisk både kunne tåle og lide smagen af. Egentlig var det meget simpelt, idet jeg bare tog udgangspunkt i mine hørfrøboller med banan og udskiftede mandelmel med kokosfibre og æg med hørfrøskum. De blev en smule mere tørre, hvilket jeg vil forsøge at arbejde videre på. Men smagen var helt i orden. Hvis du kan tåle mælkeprodukter og æg kan du også bare tage udgangspunkt i min opskrift på morgenboller med hørfrø og skifte mandelmelet ud med kokosfibre. De burde fungere mindst lige så godt!

INGREDIENSER (2 portioner)

  • 1 broccoli (med stok)
  • 1 rødløg*
  • 2-3 fed hvidløg
  • Chili
  • 1 spsk olie
  • 500 ml vand
  • 1 stor tsk Herbamare urteboullion (kan udelades)
  • ½ dåse kokosmælk
  • En håndfuld friske basilikumblade
  • Bacon
  • Kokosboller

FREMGANGSMÅDE

Du starter med at ordne broccoli ved at skære den i mindre buketter og skære stokken i mindre stykker. Så hakker du rødløg (*almindeligt løg kan også sagtens bruges) og hvidløg fint. Olien opvarmes nu i en stor gryde ved middel varme, og løg, hvidløg og chili svitses i et par minutter. Så tilsættes broccoli, vand og urteboullion og lader det koge op. Så skruer du ned for varmen og lader retten simre under låg  i 20 minutter. Hæld ca. halvdelen af væsken fra broccolien (hæld evt. det hele over i en beholder og hæld halvdelen tilbage i gryden – vent med at kassere resten af kogevandet!). Tilsæt kokosmælken og en håndfuld friske basilikumblade og lad det koge op. Blend suppen med en stavblender. Hvis suppen bliver for tyk, så tilsæt mere af kogevandet. Smag til med salt og server med sprødt bacon og en friskbagt bolle! :b

IMG_2506

IMG_2510