Day: July 22, 2014

Endnu mere fokus på grøn sundhed!Endnu mere fokus på grøn sundhed!

Men al den fritid, som en sommerferie jo normalt medfører, kunne man måske undre sig over, at jeg ikke er særlig aktiv her på bloggen. Er du en af dem, der følger mig på Instagram, vil du dog muligvis have lagt mærke til, at det i hvert fald ikke er fordi, jeg ikke får mad eller prøver nye opskrifter af. Sandheden er nemlig, at jeg rent faktisk er virkelig aktiv ― og det gælder altså ikke kun på Instagram! 

2014-07-22 10.26.22

Situationen er nemlig den, at jeg i øjeblikket arbejder på en ny blog, som forhåbentligt kommer i luften i september måned. Siden jeg startede med at blogge tilbage i 2012 har denne blog nemlig skiftet retning, beskrivelse og mening et utal af gange. Den startede med at være mit fristed ― et sted hvor jeg kunne skrive om de positive oplevelser og små glimt af lykke, der var i mit liv (deraf navnet lykkeglimt). Jeg skrev om alt mellem himmel og jord i starten med bevægede mig så mere og mere over i diy-projekter og dernæst opskrifter. Da jeg lagde min kost om til LCHF, blev bloggen centreret omkring det, og det samme gjorde sig gældende, da jeg for et års tid siden begyndte at spise vegetarisk og senere overvejende vegansk.

Med alle de forskellige retninger, bloggen efterhånden har bevæget sig i, har jeg dog haft en smule svært ved at finde mig til rette det sidste stykke tid, hvor jeg har levet overvejende vegansk. Skulle jeg slette alle mine diy-projekter? Skulle jeg slette alle de opskrifter, der indeholdt kød, æg og mælkeprodukter, fordi jeg ikke selv spiser det mere? Skulle jeg slette alle mine indlæg om LCHF? I den forbindelse blev en masse af mit tidligere indhold slettet, hvilket jeg på mange måder faktisk fortryder lidt i dag, eftersom de måske kunne have haft relevans for andre end mig selv.

Det største problem var dog, at jeg ikke længere følte, at navnet lykkeglimt passede til det indhold, som jeg i virkeligheden ønske at have på bloggen. Efter ferien starter jeg nemlig et helt nyt kapittel af mit liv, når jeg (forhåbentligt) starter på en professionsbachelor i ernæring og sundhed. Ved siden af det, har jeg planer om at følge undervisningen på Kostakadamiet, hvor min kæreste skal til at læse til kostvejelder (vi er et forfærdeligt par ― I know!). Og så har jeg en drøm om at tage en uddannelse som Mindful Eating Practitioner på At Work Skolen og senere læse til Biopat på Instituttet for Biologisk Medicin her i Aarhus. Jeg er klar over, at det er rimelig mange planer på én gang, men min drøm er på sigt at kunne komme til at kombinere min bachelor i psykologi med min viden om kost, ernæring og alternativ behandling for på den måde at kunne arbejde med et mere holistisk syn på sundhed.

Der kommer altså forhåbentligt til at ske en masse spændende ting i den nærmeste fremtid, og jeg håber selvfølgelig, at I fortsat har lyst til at følge mig, når min nye blog ― med ekstra meget fokus på grøn sundhed ― kommer op at køre i september med splinternyt design og masser af grønt indhold! I mellemtiden håber jeg, at I vil bruge sommeren på at nyde det gode vejr og selv eksperimentere med grønne retter i køkkenet. I er selvfølgelig også mere end velkomne til at følge med på Instagram (lykkeglimt), hvor jeg løbende ligger nye billeder og inspiration op fra mit grønne køkken.

Rigtig god sommer! (:
~ Lykkeglimt