Rødbederåkost med hvidløgsknas

 

IMG_3634

Jeg skal lige love for, at der sker ting og sager i mit liv i øjeblikket! Om ikke så lang tid skal jeg have mine første HF-hold op til eksamen i psykologi, og så står der både flytning og nyt studie på skemaet til sommer. Jeg har også lige været til biopat for at finde ud af, hvorfor min mave og fordøjelse har været hårdt udsat de sidste mange år (dette skal I nok få meget mere at vide om senere!), og så vælter det ind med lækkerier og spændende bøger, som jeg glæder mig virkelig meget til at kunne præsentere jer for her på bloggen.

Det er uden tvivl dejligt at have så mange skønne ting at se frem til, men selv positive hændelser kan jo godt blive en smule overvældende, når de pludseligt alle sker på én gang. Derfor har jeg heller ikke været specielt aktiv hverken her eller på Instagram på det seneste, fordi jeg lige havde brug for at finde jordforbindelsen og overblikket igen. Nu begynder det dog så småt at hjælpe på det, specielt fordi jeg netop har fået bekræftet, at der altså står et værelse og venter på mig, når jeg i næste måned er nødt til at flytte fra det værelse, som jeg har boet i det sidste halve år. Det er vel egentlig ikke så underligt, at jeg har været en smule stresset over tanken om at blive hjemløs lige om lidt!

Men men men, nu begynder det hele som sagt at falde på plads, og så har jeg igen overskuddet til nogle af de planer, jeg oprindeligt havde for bloggen. Egentlig havde jeg jo haft planer om at tage en uge med råkost, detox og selvforkælelse a la Susy Grundahl, idet hun har været så sød at sende mig mit helt eget eksemplar af sin bog, Retrokuren. Men man skal passe på med at tage munden for fuld af nye retter, når man i forvejen har meget at se til, så jeg holdt ikke mere end et par dage, til trods for at det faktisk er en virkelig skøn og nydelsesfuld kur. Derfor er retrokuren lagt på hylden, ind til jeg reelt set har overskuddet til at gøre noget godt for mig selv i en hel uge. Hold nu op det bliver godt at få sommerferie!

Jeg lover jer, at I nok skal få en ordentlig anmeldelse af bogen (og kuren) på et senere tidspunkt, for den fortjener virkelig at få et par kærlige ord med på vejen. Men indtil videre må I nøjes med en lille forsmag på råkostens univers i form af denne skønne opskrift på rødbederåkost, som jeg er blevet fuldstændig forelsket i. Det er frokosten på dag nr. 1, så man starter virkelig godt og lækkert ud!

Ingredienser

  • 2 rødbeder
  • 1 lille æble
  • 1 cm peberrod
  • 1 spsk olie (oliven- eller hørfrøolie)
  • 1 spsk friskpresset  appelsinsaft
  • Friskkværnet peber
  • Hvidløg
  • Salte mandler
  • Friske krydderurter

Fremgangsmåde

Man starter med at skrælle og rive rødbede, æble og peberrod. Det bliver super flot med en spiralizer, men hvis man ikke har sådan en, kan man sagtens bruge et almindeligt rivejern. Så blander du dressingen af olie, appelsinsaft og friskkværnet peber og hælder det ud over råkosten. For at give råkosten lidt ekstra crunch kan du tilsætte hvidløg, der er blevet stegt sprøde på en pande, og et par salte mandler (købt eller hjemmelavet) og toppe med friske krydderurter. Super nemt og egner sig rigtig godt til madpakken!

Velbekomme
~ Lykkeglimt

Related Post

AVOKADOYOGHURTAVOKADOYOGHURT

Forleden offentliggjorde Jane fra den skønne blog Madbanditten (og forfatteren til Mæt og slank med LCHF) en skøn opskrift på avokado-yoghurt med knas på toppen. Den minder til forveksling meget om den, man ofte